ag@hav-hermansen.dk   |   +45 40 10 37 54
Alfa-Omega Instituttet v/ Anne-Grete Hav Hermansen

August 2025 – Hvor konfliktsky er du?

Kære modtager af min nyhedsmail

For en del år siden gik det for alvor op for mig, hvor konfliktsky jeg havde været (ligesom min mor) og stadig var. Jeg havde antennerne ude efter andres behov, underkendte mine egne behov og gød olie på vandene, for at alle skulle have det godt, og for at bevare den gode stemning (ligesom min mor) – nogen roste mig endda for at være så opmærksom.
Men når vi underkender vores egne behov og undlader at mærke dem, finder vi i stedet ubevidst på andre måder at få vores primære længsel og behov for kærlighed opfyldt. Vi bliver måske manipulerende, bagtalende, uærlige, bedrevidende, stædige, voldelige, går i offerrolle eller andet. Alt sammen med en uerkendt følelse af afmagt og i et ubevidst forsøg på at være gode nok til at få kærlighed. – Problemet er, at det ofte virker stik modsat.

Så start med at lytte til dig selv for at mærke dine egne behov, lyster og grænser. Til en start er det lettest at mærke, når noget føles forkert, så det er et godt sted at starte – og derefter handle på den fornemmelse. Fx hvis du får ondt i maven over noget, nogen siger til dig. I mange år kunne jeg igen og igen sige til mig selv, når jeg ikke havde lyttet til mig selv og mine fornemmelser: ”Jeg vidste det jo godt.” – Derefter er kunsten ikke at blive selvbebrejdende, og springe ud i at øve sig.
For du er i din fulde ret til at sige både til og fra.

Når denne kærlighedserklæring til dig selv og respekt for dig selv er sunket ind, kan du begynde at vælge mere bevidst, hvad du vil. Frem for at være styret af din angst for andres reaktion og for ikke at være god nok.
Så nogle gange vælger du måske at sige fra, være ærlig, stå ved dig selv, udtrykke dine behov … og andre gange vælger du måske at trække på skuldrene, lade det glide ud i sandet, følge andres behov, sige pyt og lignende. Det vigtige er, at du ved, du har et valg, og at det er dig, der vælger.

God fornøjelse med lidt selvrefleksion her i sensommeren – og i resten af dit liv.

Har du lyst til at få min hjælp til at komme videre med dette eller andet i dit liv, er der flere muligheder:

  • Individuelle sessioner enten her hos mig eller over telefonen/online.
  • Selvudviklingsgruppe. Det kan også enten være med fysisk fremmøde eller online. Der er pt. plads i en gruppe tirsdag en gang om måneden. (Ring og hør nærmere – 40 10 37 54).
  • Parterapi. Vent ikke til det er for sent, hvis I er kørt fast i et problem eller bare har brug for lidt hjælp til at komme videre.
  • Privat arrangement. Har du lyst til at samle en gruppe venner/veninder en aften eller en dag til et privat arrangement i en særlig anledning, eller bare fordi du har lyst til at dele denne oplevelse med nogen du kender, kommer jeg gerne ud med et foredrag eller en workshop, med det emne du ønsker. Tidligere arrangementer har fx handlet om drømmetydning, selvværd og selvtillid, kunsten at ændre andre, få et godt parforhold, indre ro, Option-processen … (se flere emner på min hjemmeside www.hav-hermansen.dk)
  • Der er også et par pladser på mit sidste kursus på Lesbos d. 31.8.-7.9., så længe Apollo eller Spies har ledige flypladser.

Ring eller skriv hvis du er interesseret i noget af dette eller blot vil vide mere – og ha’ en fortsat god sommer.

 

Mange kærlige hilsner

Anne-Grete