Af Anne-Grete Hav Hermansen.
Trykt i bl.a. Nyt Aspect maj 1996
Autisme og andre såkaldt uhelbredelige hjernedefekter og meget andet kan behandles med accept og kærlighed.
Et banebrydende eksempel på “Option-processens” effekt.
For over 25 år siden fik Barry og Samahria Kaufman i U.S.A. en søn, Raun. Da han var 9 måneder gammel, blev han erklæret for uhelbredeligt autistisk med en intelligenskvotient på 30.
3 år senere var hans IQ 150 (nær geni), og han var alt andet end autistisk, dvs. meget udadvendt, talende, kontaktsøgende og social.
Hvad er autisme?
Autisme opstår som følge af en defekt i hjernen, hvorved indtryk har svært ved at blive lagret og husket. Dermed kommer omgivelserne til at virke kaotiske, som et bombardement af indtryk. Barnet reagerer derfor med at trække sig ind i sig selv, ind i sin egen lille trygge verden.
Rauns autisme opstod gradvist, sandsynligvis pga. en kraftig ørebetændelse og en alt for stor dosis penicillin, da han var helt lille. I starten troede lægerne blot, det var hans hørelse, der var noget galt med, men til sidst blev diagnosen autistisk stillet.
Derefter gik turen for Barry og Samahria rundt til forskellige hospitaler og klinikker for at søge hjælp og behandling. Men alle steder blev de mødt med en opgivende hovedrysten og med anbefalingen at anbringe deres søn på en institution.
‘Behandlingen’ af autistiske børn bestod i elektrochok, straf- og ros-teknikker, indespærring, fastbinding o.l. Hermed kunne man til nød lære dem at spise og gå på toilettet. Børnene talte ikke, og de udviste ofte aggressiv adfærd.
Barry og Samahrias valg
Disse ’tilbud’ var absolut ikke noget for Barry og Samahria Kaufman, så de lavede i stedet deres eget projekt med Raun.
Nogle år forinden havde de stiftet bekendtskab med begrebet og processen kaldet “Option” (se artikelen “At vælge glæden”). Det havde radikalt ændret deres eget liv og gav dem mod til også at forsøge noget helt andet end det anbefalede med Raun.
Så på trods af omstændighederne valgte de at være lykkelige og at se Rauns situation som en mulighed og en gave frem for en ulykke. Og de besluttede at behandle ham med total accept og ubetinget kærlighed. Dvs. ingen fordomme og fordømmelser overhovedet og ingen forventninger eller ønsker om at lave om på ham.
Raun havde det fint i sin egen lille verden og bad ikke om noget, men hans forældre havde, hvad de selv kalder et egoistisk ønske om at få kontakt med ham og vise ham deres kærlighed. De ville derfor gerne give ham det tilbud at komme ud og være med i deres verden også.
Arbejdet med Raun
For at skabe nogle trygge rammer og gøre bombardementet af indtryk så begrænset som muligt tog de Raun med ud i badeværelset, hvor der ikke var vinduer, telefon, billeder på væggene og lignende distraherende ting. Her var de sammen med ham 12 timer om dagen 7 dage om ugen.
I starten var det fortrinsvis Samahria, der ‘arbejdede’ med Raun, (mens hans far passede sit almindelige arbejde). Men efterhånden blev også hans to ældre søstre inddraget, samt nogle venner der blev oplært i deres arbejdsmåde.
Hvordan formidler man til et 9 måneder gammelt autistisk barn, at man accepterer det fuldstændig, som det er, og at man elsker det?
Samahria startede med at gå ind i Rauns verden ved at efterligne og gøre som ham. Dvs. sidde ved siden af ham på gulvet i badeværelset og følge ham, når han snurrede med tallerkner, rokkede frem og tilbage, viftede med og stirrede på sine fingre eller blot stirrede ud i luften. Det gav både et godt indblik i hans verden og formidlede budskabet, at han var o.k., som han var.
Desuden inviterede hun ham, fuld af entusiasme, til at være med til forskellige aktiviteter med legetøj, musik og bevægelse, og forsøgte at fange hans interesse på alle mulige måder, men altid med fuld respekt for hans grænser og ønsker.
Det vigtigste er holdningen
Den vigtigste ingrediens i arbejdet med Raun var Samarihas og Berrys holdning, dvs. deres ægte kærlighed, respekt og engagement samt totale accept af Raun, som han var. – Hvis han ønskede at forblive i sin autistiske verden, var det virkelig 100% i orden.
Samahria fortæller, at hun hver dag, inden hun gik ind i badeværelset med Raun, spurgte sig selv: Er dette, hvad du har mest lyst til lige nu? Og fordi hun stillede sig selv frit, og dermed heller ikke havde nogen følelse af at ofre sig, blev svaret hver dag: Ja.
Havde svaret været nej, var hun ikke gået ind, for så havde arbejdet været forgæves eller med direkte negativ virkning. Autistiske børn er meget intuitive og mærker straks, om man er ægte i sit udtryk. Er man ikke oprigtig, skaber det blot utryghed.
I starten skete der ikke meget, men langsomt begyndte Raun at være med i aktiviteterne og kom mere og mere ud af sin isolation. Han fandt også ud af at give udtryk for sine ønsker, først med gråd og bevægelser, siden med ord. – Altid blev han mødt med fuld accept, aldrig med fordømmelse eller irettesættelse.
Resultaterne
Efter det første års intensive arbejde med Raun, skrev Barry Kaufman en bog om forløbet – deres oplevelser, valg, arbejdsmåder og resultaterne – med titlen “Son-rise”. Den vakte stor opsigt i U.S.A. og er siden blevet filmatiseret og oversat til mange sprog. (Filmen har også været vist i dansk TV).
Raun er nu sidst i 20’erne, en aktiv og udadvendt ung mand, der læser på universitetet. Hans forældre er ofte blevet spurgt, om det er fordi Raun har været autistisk, at han fik en så høj intelligenskvotient efter de 3 års arbejde med ham som barn? Men de mener, at forklaringen skal søges i den totale accept og kærlighed, han blev mødt med. Hvilket sandsynligvis har bevirket, at han ikke har lukket af for områder i hjernen, som de fleste andre er tilbøjelige til at lukke af for, når de ikke bliver mødt på denne måde.
Efter arbejdet med Raun fik Barry og Samahria henvendelser fra andre forældre med børn, der var autistiske eller havde andre former for hjerneskader eller andre ‘uhelbredelige’ problemer. Og således begyndte deres nu mangeårige arbejde med børn, unge og voksne med vidt forskellige problemer.
Den konkrete fremgangsmåde er forskellig afhængig af problemet, men den grundlæggende holdning er den samme: total accept og kærlighed, ingen forventninger og forudfattede meninger, fuld tillid til processen og til at vi alle selv bedst ved, hvad der er rigtigt for os. Og endelig at det står os alle frit, hvad vi vil vælge i enhver situation. Og alle valg er o.k.
I dag består arbejdet på “The Option Institute” af to afdelinger: “The Son-rise House” hvor der arbejdes med autistiske og andre “special children”, samt en afdeling med kurser og dialoger for alment interesserede.
Yderligere oplysninger: The Option Institute and Fellowship, 2080 S. Undermoumtain Rd., Sheffield, MA 01257-9718, U.S.A., tlf. 413 229 2100, fax 413 229 8931, E-mail: happiness@option.org, Web: www.option.org
Barry Kaufmans seneste bog “Lykken er et valg” er nu udkommet på dansk på Borgens forlag.
Øvrige bøger og bånd må bestilles direkte fra The Option Institute.
Andre eksempler:
Mimi Koseki
En lille pige, Mimi, havde lige siden fødslen været uinteresseret i mad og nægtede efterhånden at tage føde til sig. Derfor var hun blevet madet med slanger og tuber, først gennem halsen og siden direkte ind i mavesækken. Det blev også nødvendigt at binde hende, da hun ellers hev slangerne væk og stak fingre i halsen efter måltidet. Men da hun var 4 år, begyndte hun alligevel at tabe sig, og lægerne opdagede nu, at hele hendes fordøjelsessystem langsomt var begyndt at gå i opløsning. Et håbløst tilfælde.
Hendes mor læste kort efter om Kaufmans arbejde og erfaringer og kontaktede dem. De indvilgede i at arbejde med datteren, men det forudsatte først et arbejde med moderen. De ville nemlig ikke tvangsfodre Mimi, og det var vigtigt, at også moderen fik en holdning af total accept overfor datterens tilstand og valg.
Efter mange dialoger (se artiklen “At vælge glæden”) med moderen, blev hun i stand til at slippe de holdninger, der bl.a. havde givet hende skyldfølelse og ønsker om at ændre datterens adfærd. Moderen nåede til, at det ville være i orden, hvis datteren fortsat valgte ikke at ville spise og dermed valgte at dø.
I de nye kærlige omgivelser fik datteren med jævne mellemrum – ind imellem leg og andre aktiviteter – tilbudt mad med en holdning af fuld accept, når hun afviste den, og med den holdning at hun suverænt bestemte over sit eget liv. Og allerede efter få dage begyndte hun at spise – for første gang i sit liv.
I de følgende uger spiste hun mere og mere og tog på i vægt, idet alle problemer med fordøjelsessystemet samtidig forsvandt.
Miraklet
Dette tilfælde er – ligesom mange andre helbredelser hos Kaufmans – i medierne i U.S.A. blevet udråbt som mirakler. Men selv siger de: Det egentlige mirakel er ikke, at Mimi begyndte at spise igen, men at hendes mor var i stand til at ændre sin holdning til fuldt og helt at acceptere datteren, som hun var, og til at give slip på at ville have et bestemt resultat. Dermed gav hun Mimi frihed til selv at vælge.
“En mor´s skyldfølelse”
I en “Option-dialog” kom det frem, at en kvinde for 5 år siden havde mistet en datter på 2 år. Hun bar stadig på sorgen over dette og blev understøttet heri af familie og venner.
Datteren var kommet på hospitalet med åndedrætsbesvær og lå i et ilttelt. Da moderen havde våget ved hendes side i 4 døgn, og alt så ud til at være under kontrol, besluttede hun at tage hjem for at sove og for at være lidt sammen med sine andre børn og sin mand. Den nat glemte sygeplejersken at udskifte iltcylinderen, så datteren døde.
I dialogen viste det sig, at moderen ubevidst havde påtaget sig skylden for datterens død. For hvis hun ikke var taget hjem, var det ikke sket. Og hun pinte stadig sig selv med denne skyldfølelse.
Ved at se nærmere på sine holdninger og overbevisninger besluttede moderen at slippe anklagen mod sig selv. Og hun oplevede nu at føle taknemmelighed for de 2 år datteren havde været i hendes liv, frem for sorgen over de 5 år hun ikke havde været der. Hendes liv ændrede herefter karakter.
Lær at sætte grænser uden fordømmelser
At føle total accept overfor andre betyder ikke, at vi skal finde os i hvad som helst og ikke kan sige fra. Men det betyder, at vi skal lære at sætte grænser uden at være fordømmende.
De fleste af os er tilbøjelige til først at udtrykke fordømmelser – i form af bebrejdelser, anklager eller kritik – og derefter sætte vores grænser. Det virker som om vi bruger fordømmelserne til at legitimere vores grænser, – som en undskyldning for at have lov til at sætte dem. Men sagen er, at vi kan sætte vores grænser, som det passer os, bare fordi det føles rigtigt for os. Vi behøver ikke at komme med forklaringer eller undskyldninger.
Så frem for fx at sige: “Ih, hvor du larmer, kan du så skrue ned!” eller “Behøver du virkelig at spille så højt, jeg bliver helt døv!” kan vi fx. sige: “Det lydniveau er lige lovlig højt for mig, så jeg vil gerne have, du skruer ned.” eller blot: “Jeg vil gerne have, at du skruer ned for musikken.”
Når vi undlader at være fordømmende, er der faktisk betydelig større chance for, at vi bliver hørt, og at vores ønsker bliver efterkommet, end hvis vi akkompagnerer vores grænser med bebrejdelser, kritik og anklager. Ingen bryder sig om at høre den slags, så vi lukker ørene og giver eventuelt igen af sammen skuffe, – og det når vi ingen vegne med.
Et eksempel.
En af Barrys døtre havde engang, da hun var omkring 7 år, leget med hans elektriske skrivemaskine. Så da han kom hjem fredag aften og skulle bruge den for at skrive en artikel, der skulle være færdig til mandag morgen, var skrivemaskinen i stykker. Mange ville nok have skældt ud i denne situation og have sagt nogle mindre pæne ting til datteren, og ville måske også have understreget at der var tale om arbejde, som han blev forhindret i at udføre, – (som for at retfærdiggøre bebrejdelserne og vredesudbruddene). – I den situation ville datteren sandsynligvis have reageret med at trække sig – og evt. græde eller svare igen på bebrejdelserne.
Men Barry sagde i stedet til datteren: Vi har et problem, hvad skal vi gøre ved det? Og fordi han ikke kom med nogen bebrejdelser, begyndte datteren at tænke kreativt. Og det endte med at hun fik arrangeret, at han kunne låne en skrivemaskine af en venindes far. Barry fortæller videre, at siden den episode, brugte hun aldrig nogen tekniske apparater i huset uden først at spørge om lov og af sig selv bede om en instruktion i brugen af apparatet.
Positiv tænkning
Er der forskel på “Option-processen” og, det vi normalt kalder positiv tænkning? Ja, på nogle områder. I Option-processen har man en grundlæggende positiv holdning til alt og alle. Hændelser i livet ses ikke som ulykker, problemer eller kriser, men som udfordringer, muligheder og gaver; og man tror på, at alt er muligt. Desuden mener man, at vi alle altid gør vores bedste, – ud fra vores aktuelle overbevisninger, og for at tage vare på os selv. Man har også tillid til, at vi alle er vores egen bedste ekspert. Så vi ved selv, bedre end nogen anden, hvad der er rigtigt for os.
Men man forsøger ikke at overdøve gamle negativ overbevisninger og tankemønstre med nogle nye, mere positive. I stedet går man på udkik eller ‘jagt’ efter de ubevidste overbevisninger og holdninger, der ligger bag vores reaktioner og begrænsende tanker. Og når de grundlæggende overbevisninger dukker op til bevidstheden – via en option-dialog – viser det sig ofte, at vi slet ikke tror på dem længere. Vi kan derfor uden problemer give slip på dem, hvorefter vi spontant begynder at reagere anderledes.
Vi bygger ofte hele korthuse af overbevisninger – den ene oven på den anden. Nogle gange opdager vi kun de øverste, og vi beslutter eller forsøger måske at erstatte dem med nogle nye og mere positive overbevisninger. Men når vi får fat i de nederste og slipper dem, vælter hele korthuset.
Så længe du fx. tror, du er nødt til at være klog, sjov eller køn for at få andres accept og kærlighed, vil det styre dine reaktioner og handlinger. Og når du slipper disse og andre underliggende overbevisninger, vil du automatisk begynde at reagere anderledes. Du vil blive mere fri og afslappet og i højere grad være dig selv. – Dig selv med positive tanker, for dit sande jeg består af lys og kærlighed, – samt glæde, fred, frihed og visdom.
| “Barry Kaufman’s arbejde er den videnskab om kærlighed, medfølelse og indsigt, som vil forvandle verden”
Deepak Chopra |