Indledning til bogen:
Hvad er du værd?
– styrk dit selvværd og få et godt liv
“Jeg har ønsket at skrive en lille letlæst bog om selvværd med håb om, at så mange som muligt kan få indblik i selvværdets grundlæggende betydning for vores velbefindende og for at give nogle indsigter og nogle redskaber til at styrke selvværdet. For det kan lade sig gøre at reparere et skadet selvværd – også selv om skaden måske er sket meget tidligt i dit liv. – Når dit selvværd bliver styrket, bliver alle andre udfordringer i dit liv meget lettere at håndtere.
Et lavt selvværd er ikke medfødt. Det er noget, mange af os får hen ad vejen i løbet af vores opvækst. Via omverdenens reaktion på os – og ikke mindst via vores egen opfattelse af andres holdning til os og behandling af os.
Jeg tror ikke, nogen forældre eller andre bevidst tænker: Nu skal jeg sørge for, at du får et dårligt selvværd. Men det kan meget nemt blive resultatet af det, vi bliver udsat for – og af vores bevidste eller ubevidste tolkning af det, der sker omkring os.
I mit arbejde som psykoterapeut og coach har jeg opdaget, at næsten lige meget hvilke problemer folk kommer med, handler det i sidste ende om selvværd. Alle de andre problemer er blot en følge af et skadet selvværd. Usikkerhed, tomhed, angst, stress, depression, spiseforstyrrelser, overvægt, problemer med partner, kolleger, forældre, børn, venner osv. Der kan selvfølgelig også være andre elementer i de konkrete problemstillinger, men problemer med selvværdet indgår så godt som altid.
Bogens indhold er primært baseret på mine egne private og faglige erfaringer. Som barn og som mor, som klient og kursusdeltager og som iagttager af andre børn og voksne – og som psykoterapeut, coach og kursusleder, hvor jeg i årenes løb har haft kontakt med mange forskellige mennesker. Eksemplerne i bogen er fra det virkelige liv, men anonymiserede.
God fornøjelse med læsningen. Tag det du kan bruge og lad resten ligge…
”I begyndelsen var vi os selv.
Derefter blev vi formet, så vi blev ligesom andre.
Resten af livet bruger vi på at finde os selv igen.”
(ukendt forfatter)
En folkesygdom
Lavt selvværd er en folkesygdom. Nogle er smerteligt bevidst om den. Andre har lært at overdøve følelsen ved at klare sig godt på forskellige måder og dermed styrke deres selvtillid. Men nedenunder ligger den lave selvværdsfølelse og gnaver som en lille orm, der stikker hovedet frem på uforudsigelige måder. Det kan være som pludselige uventede reaktioner, eller på måder som vi ofte slet ikke forbinder med lavt selvværd – fx tendens til at være arbejdsnarkoman, dominerende, grådig, magtbegærlig, kontrollerende, perfektionistisk, bedrevidende, sarkastisk, nedladende, manipulerende, egoistisk, meget talende, jokende, pralende, overunderholdende eller ved at dyrke et godt udseende, have frisure og makeup i orden, forsøge at være sej eller bare gøre som de andre.
Det lave selvværd kan selvfølgelig også komme til udtryk på måder, som er lettere at gennemskue – fx en tendens til at være genert, usikker, nervøs, tilbagetrukket, selvudslettende, undskyldende, overforklarende, tavs, indelukket, overbeskeden, konfliktsky, have svært ved at sætte grænser, angst for hvad andre tænker og mener, præstationsangst, afhængighed af alkohol og andet, tilbøjelighed til at følge andres lyster frem for sine egne og måske slet ikke at have kontakt med sine lyster.
Ja, det lave selvværd kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Måske kan du genkende dig selv eller folk, du kender i nogle af dem. Om vi reagerer på den selvpromoverende eller den selvudslettende måde afhænger af mange forskellige ting, bl.a. af hvordan vores forældre er, og hvordan andre idoler, som vi bevidst eller ubevidst spejler os i og efterligner, er.
Jeg hører selv til dem, der lærte at skjule mit lave selvværd ved bl.a. at blive dygtig på forskellige områder og således få selvtilliden nogenlunde i orden. – Så meget, at jeg til sidst slet ikke var klar over, at mit selvværd havde det mindre godt. Havde nogle gode venner ikke prikket til mig, var jeg måske aldrig kommet i gang med den indre oprydning gennem forskellige former for terapi, der hen ad vejen førte til mange ændrede overbevisninger og reaktionsmåder, samt en accept af mig selv, som resulterede i et godt selvværd og en ny hvilen i mig selv, og dermed et helt nyt fundament at leve ud fra.
Et kursus der ændrede mit liv
I 1980 var jeg på et kursus, der vendte op og ned på mit liv. Det var et intensivt ugekursus om kropsbevidsthed – lige hvad jeg trængte til. For efter mange år på universitetet og et arbejde som gymnasielærer befandt jeg mig mere i mit hoved end i min krop; og en dag slog det mig, at jeg kun brugte min krop til at slæbe rundt på mit hoved.
På kurset blev jeg klar over mange ting, som jeg ikke tidligere havde været bevidst om. Bl.a. at jeg snakkede som et vandfald af ren usikkerhed, at jeg oplevede pauser i en samtale som pinlige, at jeg var meget afhængig af andres anerkendelse og ros, og at jeg gerne ville have, at alle kunne lide mig. Derfor var jeg mere optaget af at tilfredsstille andres behov og ønsker end mine egne, og jeg havde alle antenner ude for at opfange deres behov og for at regne ud, hvordan andre gerne ville have, at jeg skulle være. Desuden opdagede jeg, at jeg faktisk slet ikke kunne mærke mine egne behov og lyster, at jeg havde en elendig jordforbindelse og kontakt med min krop, og at jeg var bange for at være alene.
Flere af tingene ændrede sig allerede så småt i løbet af kurset. Senere gik det op for mig, at det hele i bund og grund handlede om selvværd – eller rettere mangel på selvværd.
Kurset førte til, at jeg noget tid efter selv begyndte at lave kurser for mine elever og mine kollegaer på gymnasiet. Det blev således den første start på mit nuværende arbejde med andre mennesker.
Har du opdaget dit selvværds tilstand?
Vi er ikke altid klar over, hvordan vores selvværd har det. Måske har vi vænnet os til den måde, det ytrer sig på og tænker: Sådan er jeg bare.
Det lave selvværd kan som sagt komme til udtryk på mange måder. I den ene ende af skalaen har vi psykopaten/ sociopaten, der har lukket helt af for sine følelser og opfatter sig selv som ufejlbarlig og altid lægger skylden på andre, og i den anden ende af skalaen har vi den usikre og selvudslettende, der er én stor undskyldning for sig selv og gerne tager skyld for alt.
De fleste af os befinder os et sted midt imellem, og vi er mere eller mindre bevidste om vores selvværds tilstand. For at få en fornemmelse af det, kan du bl.a. overveje følgende spørgsmål:
– Er du tilbøjelig til at være perfektionistisk? – Føler du, at det, du laver, aldrig er helt godt nok? – Er du besat af arbejde eller andet? – Føler du dig bedre og vigtigere end andre? – Er du bange for, hvad andre tænker og mener om dig? – Er du meget fokuseret på dit udseende og din fremtræden? – Bliver du nemt jaloux? – Er du tilbøjelig til selvbebrejdelser? – Taler du mest om dig selv? – Vil du gerne bestemme i samarbejdet med andre? – Taler du ofte nedsættende om andre? – Bruger du jævnligt mad eller drikke som trøst eller belønning af dig selv? – Er du på evig slankekur? – Lider du af præstationsangst eller sceneskræk? – Får du nemt skyldfølelse eller dårlig samvittighed? – Har du svært ved at sætte grænser? – Er du konfliktsky? – Er du bange for afvisninger? – Kan du ikke lide at være alene? – Vil du gerne have kontrol?
Dette er nogle af de typiske udtryk for, at selvværdet ikke har det helt godt.
Umiddelbart kan det måske virke umuligt at ændre på, og mange vælger bare at leve med disse eller andre tilbøjeligheder, som om det er en naturlig eller uhelbredelig del af deres karakter. Men det kan alt sammen ændres, hvis du vil. Måske bliver du ikke totalt ligeglad med, hvad andre tænker og mener om dig, men du kan få så meget indre ro og hvilen i dig selv, at det ikke betyder alverden. Både dit selvværd og din selvtillid kan genopbygges.
”Selvværd er ikke alt.
Men intet er noget værd uden.”
(Gloria Steinem)
Om forfatteren
Anne-Grete Hav Hermansen er cand.mag., psykoterapeut og coach. Hun har siden 1980 arbejdet med forskellige former for selvudvikling og terapi og har flere længerevarende uddannelser og kurser bag sig bl.a. indenfor gestalt- og kropsterapi, drømmeanalyse, kunstterapi og “Option” fra USA. Hun har rejst i store dele af verden og deltaget i et væld af kurser med både et terapeutisk og et spirituelt indhold. Hendes viden og indsigter er baseret på en integration af Vestens psykologi og Østens filosofi – med en både spirituel og jordnær holdning til livet.
Anne-Grete er en værdsat foredragsholder og underviser. Det, hun selv har lært og haft glæde af, formidler hun gerne videre til andre via undervisning, kurser, foredrag, artikler, bøger og terapi. Hun laver weekendkurser bl.a. med titlerne ”Styrk dit selvværd” og ”Bliv leder i dit eget liv” og kursusrejser til bl.a. Grækenland. Hun har desuden indtalt en CD med guidede meditationer og øvelser med titlen ”Indre ro, balance og styrke”.
Anne-Grete er stifter af Alfa-Omega Instituttet – en skole i livskunst for krop, sind og ånd – og fra 1998 til 2017 havde hun en af de første lifecoach uddannelser i Danmark, en 2½ årig bred terapeutisk coach uddannelse, hvor hun videregav det bedste af alt det, hun selv har lært.
Både privat og arbejdsmæssigt har Anne-Grete særlig fokus på at støtte børns trivsel og udvikling. Det gælder også det barn, vi alle var engang, og som vi fortsat har med os som et indre barn. Et barn der ofte er såret og har fået et lavt selvværd, men som også er fuldt af ressourcer.
Ønsker du at læse mere, kan du bestille bogen her