Artikel til “Liv & sjæl” juni 2001
Når vi kan acceptere og rumme vores egne følelser,
bliver vi også i stand til at rumme andre mennesker og deres følelser.
Kender du fornemmelsen af at være sammen med et andet menneske, med hvem du føler dig så godt tilpas, at du tillader dig at slippe facaden og være dig selv?
En, der giver dig plads og accepterer dig, som du er. En, der er i stand til at rumme dig og dine følelser, uanset om du er fyldt af sorg, vrede, afmagt, fortvivlelse, overstadig glæde eller hvad det nu kan være. En, der ikke vil forsøge at tale dig til fornuft, tale om noget andet, trøste dig – for at ændre dine følelser – eller blot lukker i og bliver afvisende, fordi dine følelser er for meget.
Det er desværre ikke så ofte, vi møder den slags mennesker. Men når det sker, er det en meget helende oplevelse.
Vi lægger låg på os selv
De fleste af os har massevis af oplevelser af at være forkerte eller utilstrækkelige. Måske har du som barn følt dig udenfor, overset, kasseret (forladt), forfordelt, drillet eller mobbet. Eller du har bare været udsat for det, man kalder “almindelig god opdragelse”, som i vid udstrækning består af irettesættelser og bebrejdelser. Måske har du også fået at vide, at det er forkert at græde, være vred eller vise andre følelser. – “Raske drenge og piger græder ikke”, “vær nu ikke så hysterisk”, “tag dig nu sammen” osv.
Alt i alt er det ikke så mærkeligt, hvis vi ender med at lægge låg på os selv og vores følelser.
Den rummelige terapeut
Meget af det udviklingsarbejde, vi kan lave senere i livet, består for en stor del i at lette på låget og finde os selv igen. Hvis vi vælger at få hjælp og støtte fra en terapeut i vores udviklingsarbejde er det allervigtigste, at terapeuten netop er i stand til at acceptere og rumme os, som vi er – med følelser, blokeringer, neurotiske mønstre m.v.
I dette rum af accept, varme og tryghed får vi mulighed for at begynde at møde og acceptere os selv, som vi er, uden de sædvanlige kritiske og fordømmende indre røster. Og jo bedre vi bliver til at rumme os selv, jo bedre bliver vi også til at rumme andre, som de er. Det er derfor vigtigt, at en terapeut har arbejdet med sig selv. Det er en af de væsentligste forudsætninger for at kunne hjælpe og støtte andre i deres proces.
Rummelighed er en egenskab der hører til i den feminine side i os, og urbilledet på rummelighed er den store altfavnende moder. Men vi behøver heldigvis hverken at være korporligt store eller af kvindekøn for at være rummelige. Det er energien, det kommer an på.
Vi må slippe facaderne
Når vi begynder at blive i stand til at rumme os selv, inklusiv traumatiske oplevelser, overvældende følelser, knap så pæne sider eller andre uønskede dele af os selv, får vi for alvor mulighed for at ændre os. For det er først, når du kan være den, du er, at du kan ændre dig. Så længe vi har travlt med at spille roller og foregive at være “bedre”, end vi er (mere checkede, klogere, stærkere, kønnere, sødere osv.), og dermed være en anden, end den vi er på det givne tidspunkt, forhaler vi vores udviklingsproces.
Det er ikke altid så let eller behageligt at indrømme sine ‘svagheder’ og uønskede tilbøjeligheder. Det hjælper imidlertid heller ikke, at vi slår os selv i hovedet – hverken med vores ‘fejl og mangler’ eller med vores dækmanøvrer. For jo mere vi fordømmer, jo mindre ændrer vi os. – Kun accept forvandler.
Kun accept forvandler
Sandheden af dette udsagn har jeg både selv mærket i min egen udviklingsproces, og jeg har erfaret det gang på gang, når jeg har arbejdet med andre mennesker. – Ikke mindst når jeg har haft dem i et længere forløb som klienter, i grupper eller i uddannelsesforløb.
Rummelighed og accept følges ad. Accept er at slippe fordømmelser, forventninger og forudfattede meninger, rummelighed er den følelse, fornemmelse, energi, der følger i kølvandet af accepten.
Accept betyder ikke, at vi skal lade stå til eller finde os i hvad som helst. Men det betyder, at vi skal lære at sætte grænser uden fordømmelse.
Barndommens traumer
Når vi bliver rummelige, bliver vi større indeni. Der bliver plads til mere både af os selv og af andre. Men rummelighed skal ikke forveksles med resignation. Især som børn bliver vi ofte nødt til at affinde os med ting eller omstændigheder, som vi i virkeligheden ikke ønsker. Det kan være alvorlige ting som tæv, seksuelle overgreb, dødsfald, alkoholiserede forældre m.m. eller mindre traumatiske oplevelser som fx. flytning, skoleskift, dårlige lærere, begrænsede udfoldelsesmuligheder, manipulerende eller fraværende forældre.
Disse og lignende ting affinder vi os med, da det kan være den eneste mulighed, men det gør os ikke umiddelbart mere rummelige. Uønskede oplevelser efterfølges ofte af uønskede følelser som sorg, vrede, afmagt, skyld, fortvivlelse … Og da disse følelser ikke er særlig behagelige og måske heller ikke ønskede af vores omgivelser, er vi tilbøjelige til at lægge låg på både oplevelserne og følelserne og således fortrænge dem.
Terapeutisk arbejde
Hvis vi så siden hen letter på låget og bearbejder det fortrængte – terapeutisk og/eller spirituelt – kan det, der i starten oplevedes som problemer og lig i lasten, ende med at blive nyttige ressourcer, som gør os visere og mere rummelige, end hvis vi var sluppet for de ubehagelige oplevelser. Har man således selv været ude for specielle former for svigt og har bearbejdet det, bliver man som ven eller terapeut bedre til at rumme, være med og arbejde med andre, der har oplevet tilsvarende svigt.
Det er dog ingen forudsætning at have været udsat for nøjagtig det samme for at kunne være til hjælp for andre. Men jo mere vi har fået kontakt med vores egne fortrængte følelser, jo bedre bliver vi til at rumme andres. Er vi derimod bange – bevidst eller ubevidst – for vores egne følelser, bliver vi også bange og dermed afstandtagende og eventuelt fordømmende, når vi møder de tilsvarende følelser hos andre. Vi vil så foretage forskellige undvigemanøvre, så vi slipper for at komme i kontakt med disse følelser i os selv.
Når vi selv arbejder med fortrængte følelser – fx sorg, afmagt, fortvivlelse o.l. – og tillader dem at være der, oplever vi flere ting. Dels at følelsen ikke er så ‘farlig’, som vi troede – vi bliver faktisk større og rigere indeni og overhovedet ikke svage eller forkerte. Dels bliver vi bedre til at rumme andre, når de er i kontakt med disse følelser.
Dette gælder også følelser af vrede. Når du kan rumme din egen vrede og aggression, bliver du ikke bange, når andre viser deres, men kan tillade den at være der, give den plads og rum og se den ændre sig af sig selv fra en destruktiv, undertrykt følelse til en konstruktiv kraft. For når vi kan acceptere og rumme følelserne, ændrer de sig af sig selv.
Denne oplevelse af rummelighed er noget af det mest befordrende og helende i enhver terapeutisk proces.
Rummelig med alderen
Som det forhåbentlig er fremgået er rummelighed ikke en teknik, der blot kan læres, men en egenskab, der opstår efter års arbejde med sig selv.
Mange mennesker vil også blive mere rummelige med alderen, selvom de ikke har arbejdet terapeutisk med sig selv, fordi livserfaring i sig selv kan være med til at slibe vores kanter af og gøre os mere tolerante og overbærende.
Det er denne rummelighed, vi kan opleve som den særlige kvalitet ved bedsteforældre. De har som reglen ikke så travlt med at opdrage på børnene, som forældrene har. Så her kan børnene få et tiltrængt fristed, en følelse af at være accepterede og elskede, som de er.
Men hvorfor lade terapeuter og eventuelt bedsteforældre og nære venner have patent på rummeligheden. Tænk hvis vi kunne udvikle den, så den også kom til at præge vores parforhold, familie og arbejdsplads og forholdet imellem nationer, racer og religioner. Så ville verden se meget anderledes ud. Men vi må starte med os selv, starte med at rumme vores egne følelser og oplevelser.
Fra fortrængning til rummelighed
– om bearbejdning af incestoplevelser
Først i en alder af 43 år, mens jeg gik på Life-coach uddannelsen, huskede jeg, at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb som barn. Først troede jeg, det drejede sig om nogle enkelte gange, senere huskede jeg, at det foregik i hele min barndom (fra 2 til 12 år).
Den atmosfære af accept og rummelighed jeg mødte fra Anne-Grete, fra mine medstuderende og fra min kæreste var alt afgørende. Det fik mig til at turde se på mig selv og min historie. Deres accept og kærlighed gav mig et sikkerhedsnet, så jeg turde springe ud på det dybe vand – lige ned i følelserne og de nyopdukkede erindringer. Det hjalp mig også til at slippe fordømmelser, forventninger og forudfattede meninger. Det var som at pille et løg, – der kom hele tiden nye blade, og det gav masser af tårer.
Fordi min angst for at mærke blev mindre, dukkede der mere og mere op i erindringen. Jeg turde nu mærke sorgen og begyndte at kunne rumme overgrebene, og hvad de havde gjort ved mig: At jeg havde mistet min livsglæde, mit selvværd og min barndomslykke. Jeg arbejde også på at “få min krop tilbage”. – Jeg ville lære at bestemme helt over min krop og turde eje den igen.
Derefter dukkede min vrede op, og jeg begyndte at acceptere den for første gang i mit liv. I min barndom og store dele af mit voksenliv har jeg haft det sådan, at jeg aldrig blev vred. Jeg vidste nærmest ikke, hvad vrede var. For som lille troede jeg, at vrede var det værste, der fandtes, værre end overgrebene. Min far sagde nemlig: “Hvis du ikke vil det her, så bliver jeg meget vred.”
Jeg arbejdede i starten bl.a. med at sige til mig selv: “Nå pyt, jeg kunne da også selv finde på at blive vred – og hvad så!” – for således at integrere den fortrængte følelse. – Og pludselig dukkede vreden frem. Jeg så den og tillod den at være der. Jeg råbte, skreg, hulkede og sparkede den ud. Jeg valgte at acceptere den. Jeg rummede den. Og nede under vreden fandt jeg min enorme styrke og kraft, – og det hele forvandledes.
Det krævede stor accept og rummelighed at arbejde med dette – fra mig selv og alle andre.
Af min fars overgreb og min mors tavshed havde jeg lært, at jeg ikke havde nogen værdi i mig selv. Min værdi lå i at tilfredsstille andres behov. Og selv om jeg i dag har sluppet mange af mine gamle overbevisninger og mønstre, må jeg acceptere, at jeg lige skal have lidt ekstra tid til at mærke efter, hvad mine behov og ønsker er, og checke om jeg nu vælger ud fra mig selv eller ud fra hensynet til andre. Det er stadig et nyt og til dels ukendt landskab for mig – at finde ud af, hvad har lyst til.
At tage hensyn til mig selv er også en svær proces, fordi jeg derigennem finder ud af, hvor lidt jeg har gjort for mig selv igennem hele mit liv, – og det er både skræmmende og sorgfuldt.
Men det er også spændende og glædesfyldt at kunne vælge, – vide at valgene er der, og at jeg kan vælge, hvad jeg har lyst til, og at det er begrundelse nok.
Jeg ved nu, hvad sorg, vrede, afmagt og frygt er – og kan rumme disse følelser, så jeg ikke længere er bange for hverken mine egne eller andres store følelser eller andre fortrængte ting. Rummeligheden har samtidig givet en ny dybde i min følelse af glæde og kærlighed – det er en stor gave.