Kære modtagere af min nyhedsmail.
Jeg håber, I har haft en dejlig sommer, og at I måske – ligesom jeg – har kunnet nyde en healende kontakt med naturen.
De af jer, der er venner med mig på Facebook, har måske set billeder og læst om min dejlige ferie i Norge i familiesommerhuset der. (Min mor var fra Norge). Huset ligger i den norske skærgård yderst i Oslofjorden lige ud mod Skagerak. Her er vi i tæt kontakt med havet og med naturen i det hele taget.
Normalt hæfter jeg mig ikke så meget ved vindens styrke og retning, men her er det så tydeligt, og det skifter hele tiden – fra blik stille til krusninger på havoverfladen til klukkende bølger mod sten og klipper og nogle gange store bølger med høje skumsprøjt op ad skær og klippeøer uden for den lille vig, hvor huset ligger blot nogle få meter fra vandkanten. Så et ophold her er meget præget af vind og vejr.
Men hver vejrtype og hver del af naturen har sin særlige healende kraft. I stærk blæst kan man fx også selv føle sig blæst igennem, forfrisket og fornyet – og både inspireret af og ydmyg i forhold til naturens kræfter. I stille solskin er det til gengæld en ro, varme og afslappelse, der fylder kroppen og inspirerer til fordybelse, given slip, taknemmelighed m.m.
Forskellige landskaber påvirker os også forskelligt – marker, skove, bjerge, havet ….
Naturen åbner vores sanser og viser, hvordan alting er i bevægelse – vokser og forandrer sig.
Hvis du har lyst, så læg mærke til, hvordan forskellige dele af naturen påvirker dig.
Når jeg som barn og ung ind imellem følte mig ensom eller ked af det, hjalp det altid, når jeg gik en tur i skoven. Her følte jeg mig omsluttet, tryg og accepteret som jeg var. Jeg snakkede nogle gange med de gamle træer, lænede mig op ad dem og gav dem et kram. Og det man giver, får man jo igen.
Som voksen er en af mine yndlings naturoplevelser den klukkende lyd af rindende vand eller små bølger mod sten. Det giver ro og glæde. Og når jeg en stille nat sidder ved havet i Norge, kommer sangen ”Natten er så stille” ofte til mig.
Natten er så stille,
luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille over søens glar.
Bølgens melodier
vugger hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier det betyngte sind.
Bruger du naturen, når du trænger til ro, trøst, inspiration, healing? Og i så fald hvordan?
Naturen inspirerer til væren og mindfullness/opmærksomhed i nuet, for naturen ER. Den forsøger ikke at præstere og manipulere. Den påvirker os med sin blotte tilstedeværelse, sin mangfoldighed og skønhed, sin unikhed, ægthed og hvilen i sig selv. Således minder den os – bevidst eller ubevidst – om de kvaliteter i os selv.
Norge er helt klart det land, jeg har besøgt flest gange – mindst en gang om året i mit efterhånden lange liv. Dernæst kommer Grækenland. Her fik jeg venner allerede som helt ung (16-18 år), kom jævnligt på besøg og rejste rundt på øerne. De sidste mange år har jeg imidlertid holdt mig til den smukke ø Lesbos, hvor jeg nu i 18 år har lavet kurser – først én gang om året siden 2 gange om året. Så når jeg d. 5. september tager derned med et hold kursister er det for 25. gang. 🙂
(Skulle du få lyst til at tage med, kan jeg stadig skaffe et par pladser, hvis du er hurtig.) Du kan læse mere om turen her
Hvis du hellere vil være med i en gruppe, hvor vi mødes en aften om måneden her hos mig til meditation, drømmetydning og coaching m.m., er der også et par pladser der. Ring og hør nærmere
39 63 68 54 (fastnet) / 40 10 37 54 (mobil).
En individuel session er selvfølgelig også en mulighed.
Er du interesseret i nærdødsoplevelser og andre spirituelle oplevelser, holder jeg et foredrag om dette d.1. oktober.
Uanset hvor livet fører dig hen, ønsker jeg dig et dejligt og udbytterigt efterår.
Mange kærlige hilsner
Anne-Grete